Gymnastik
Flikflak på flikflaktræner
323 views
Flikflaktræner, måtte, evt. fast skråkile, evt. airtrack
Øvelsen
I denne øvelse kan flikflak trænes i ”slowmotion”. Gymnasten sidder på flikflaktræneren med strakte arme pegende skråt nedad og en hul position i overkroppen. Gymnasten ruller langsomt bagud, samtidig med at de strakte arme trækkes opad og bagud, og der laves maksimal udstrækning i hoften. Hovedet følger armenes bevægelse, så der kigges op/bagud, når armene kommer forbi. Flikflaktræneren kan stoppes i midten af springet, så der er mulighed for at rette gymnasten i den svajede position. Fra den svajede position kommer gymnasten ned igennem håndstand. Er gymnasten høj, kan flikflaktræneren stilles op på en måtte, så gymnasten kan komme ned i en god vinkel i håndstanden.
Trænerens rolle
Træneren kan evt. trykke gymnasten let på lænden, så hoften bliver strakt, og navlen løftes mod loftet i det spændte svaj. Træneren skal være opmærksom på, at gymnasten holder spændingen og har samlede ben, strakte arme og strakte vriste. I udviklingerne skal træneren være opmærksom på, at armene trækker aktivt, og at gymnasten arbejder fra en hul til en svajet position (og gerne lander i en hul position igen).