Gymnastik
Hoftebøjet forlæns salto
82 views
Hoftebøjet forlæns salto er en naturlig videreudvikling af den sammenbøjede forlæns salto. Opspringet er derfor meget som ved sammenbøjet forlæns salto – der skal bare laves lidt mere hæltræk. Ved sammenlukning holdes knæ- og fodled strakt, så det kun er hoften, der bøjes. Hoved og overkroppen bøjes fremover, og armene trækkes forlæns ned, så fingrene rører tæerne. Derefter påbegyndes udretningen. For at standse saltorotationen strækkes hoften ud samtidig med, at hovedet løftes op. Armene føres ned langs benene og trækkes derefter op til lod før landing. I praksis, og specielt under indlæring, føres armene ofte strakt op over hovedet, for bedre at stoppe rotationen og kontrollere landingen, da der er tale om et blindt spring (på samme måde som ved sammenbøjet forlæns salto).
Forudsætninger: hoftebøjet benspring, sammenbøjet forlæns salto
Hold øje med:
At springeren løfter lodret op i afsættet.
At springeren skaber fart med hælene.
At springeren venter med at lukke sammen.
At springeren lukker ud på det korrekte tidspunkt.
At springeren har åbne øjne og kigger frem og så ind.
At springeren markerer positionen ved at berøre tæerne.
At springeren holder spændingen, når h*n retter ud.
At springeren runder i ryggen og holder hovedet inde.
At springeren strækker knæene og fodleddene.